Første verdenskrig

 
 
 
Optakten til første verdenskrig

Før 1914 åndede Europa af optimisme, det var et Europa der sugede næring til sig ud fra det faktum, at freden havde varet siden 1871, altså næsten et halvt århundrede.

På denne baggrund kom det som et chok, og oplevelsen blev ikke mildere af, at verden var inde i en udvikling hvor den industrielle revolution havde fået sit gennembrud. I samme tidsrum var hærene blevet forsynet med våben der var så meget bedre, og som fik tidligere tiders krige til at ligne barnemad.

Første Verdenskrig der også er kendt som Den Store Krig, var en krig mellem Frankrig, Storbritannien og Rusland på den ene side, og Tyskland og Østrig – Ungarn på den anden side, hertil kommer så de allierede på begge sider.

Danmark holdt sig neutral under 1. verdenskrig, og den politik de danske politikere førte under Første Verdenskrig, fik også stor betydning under Anden Verdenskrig.

Men hvad var det, der udløste Første Verdenskrig? Spørger man historikerne, kan de komme med lange udredninger, og de er absolut ikke enige, men en konklusion er, at den politik der blev ført havde en stor del af skylden.

Det, der nok betegnes som det, der udløste krigen var mordet i Sarajevo den 28. juni 1914, hvor den Østrig-ungarske tronfølger, ærkehertug Franz Ferdinand blev myrdet af den serbiske nationalist Gavrilo Princip. Et mord der i første omgang startede en krig mellem Østrig- Ungarn og Serbien, det førte til en række krigserklæringer, som skyldtes den politik der blev ført i de europæiske lande.

Da aviserne i Danmark bragte nyheden om mordet på ærkehertug Franz Ferdinand og hans gemalinde, var der ikke mange der tog dette for at være andet end et mord, man betragtede den del af Europa som Europas urolige hjørne.

Den 6. juli garanterer Tyskland Østrig-Ungarn, at hvis de beslutter sig for at gå i krig mod Serbien så vil Tyskland støtte dem. Den 30. juli mobiliserer Rusland, for at støtte Serbien, den 1. august erklærer Tyskland, Rusland krig.

Kongeskibet Dannebrog var på vej mod København, efter besøg i England, Frankrig, Holland og Belgien. Planen var at aflægge Fænø et besøg. Natten til den 25. juli, modtog kongeskibet et kodet telegram, og kursen blev straks sat mod Kalundborg hvor Kong Christian 10. blev sat i land, så han kunne tage toget til hovedstaden, så han kunne nå hurtigt hjem. Den 26. juli forhandlede Kongen og regeringen om den truende krigsfarer.

Den 27. juli kl. 11 ventedes den franske præsident Poincaré på besøg i København, og man havde gjort klar til at modtage ham ved Toldboden. Der var imidlertid opstået rygter om, at præsidenten ville sejle forbi på grund af den overhængende krigsfare, rygterne talte sandt.

Fra Skagen observeredes den franske præsidents skib passere i vestlig retning, fire timer senere sås et stort hvidt krigsskib ledsaget af et mindre komme fra Norge i østlig retning. Det var den tyske kejser på vej hjem efter en ferie i de norske fjelde, man var urolig over det der foregik, men håbede dog på at alt ville ordne sig, men det gjorde det ikke.

Den 28. juli, nøjagtig en måned efter mordet i Sarajevo, erklærede Østrig-Ungarn, Serbien krig. Rusland mobiliserede, det samme gjorde Tyskland og Frankrig. Da kalenderen viste 30. juli 1914, var det kun et spørgsmål om timer inden krigen brød løs.

August 1914
Sent om aftenen, den 1. august indløb et telegram om, at den tyske ambassadør i Sct. Petersborg havde overrakt den russiske udenrigsminister Tysklands krigserklæring.

Præcis kl. 19:30, den 1. august overrakte den tyske ambassadør i Sct. Petersborg, den russiske udenrigsminister Tysklands krigserklæring, og kl. 22:30 modtog man beskeden i Danmark via et telegram. Carl Mussman, der var journalist på Vort Land, beretter om en uhyggelig nat. Telefonen kimede konstant, og der var spørgsmål om alt mellem himmel og jord, og mange rygter var i omløb.

Tyskerne overskred grænsen til Luxembourg for at sikre sig jernbanerne til den planlagte felttog mod vest, dette skete den 2. august, og den 3. august fulgte Tysklands krigserklæring til Frankrig. Den 4. august trængte tyske tropper ind i Belgien, på trods af at de havde garanteret Belgien neutralitet.

Lørdag den 1. august var telefonforbindelsen med Berlin blevet afbrudt, og den danske regering var bekymret over situationen, det kunne næppe betyde andet, end at Tyskland var ved at mobilisere, mente man. Den danske regering besluttede, at man ville indkalde sikringsstyrken, hvis man ikke om eftermiddagen havde fået beroligende oplysninger fra den danske gesandt grev Moltke i Berlin.

Kl. 14 gik udenrigsminister Erik Scavenius, og forsvarsminister P. Munck, til Amalienborg for at orientere Kongen om situationen. Det blev ikke til nogen behagelig samtale, Christian X blev vred, og bad regeringen om at gå af, men fortrød straks, og undskyldte, samtidig forklarede kongen, at han var meget nervøs over for den situation landet befandt sig i. Da der ved 16-tiden endnu ikke var kommet nogen efterretninger fra gesandten i Berlin, traf regeringen beslutningen om at indkalde en del af sikringsstyrken. Samtidigt udsendtes et kongeligt budskab, der tillige var en dansk neutralitetserklæring.
 


Ikke alle fulgte budskabet, mange opsøgte Nationalbanken, for at få ombyttet penge til guld, som loven pålagde banken. Der var stor tumult, og politiet måtte rykke ud, for at skabe ro og orden, allerede lørdag aften vedtog Rigsdagen en ny lov som fritog Nationalbanken for denne pligt. På dette tidspunkt var nationalbanken blevet lænset for ædelmetal til en værdi af 5. mill. Kr.

Der gik ikke mange dage inden Danmarks neutralitet blev sat på prøve. Klokken 5 om morgenen den 5. august, modtog flådens overkommando meldinger om at tyske krigsfartøjer var i færd med at minere dansk søterritorium, mellem Langeland og Lolland.

Ca. tre timer senere indfandt den tyske gesandt i Danmark, grev Brockdorff-Ratzau sig i udenrigsministeriet for at forespørge, om Danmark straks ville spærre Storebælt effektivt, og det vil sige, udlægge miner for at spærre Storebælt effektivt, så hverken engelske eller tyske fartøjer kunne passere.

Forespørgslen fra den tyske gesandt satte Danmark i en vanskelig situation, blev der svaret ja til spørgsmålet, ville englænderne sikkert betragte dette som neutralitetsbrud, svarede man nej til spørgsmålet, ville tyskerne sikkert selv minere farvandet. Det blev til en lang, og travl dag for politikerne, inden de nåede frem til, hvad de skulle svare på spørgsmålet.

Kl. 07 indkaldes der til hastemøde, og man forhandlede hele dagen igennem. Klokken 14 mødtes regeringen, og Kongen på Amalienborg, her blev man enige om, efter Kongen havde givet sin mening tilkende, at danskerne selv skulle acceptere tyskernes krav. Kl. 16 tog konseilspræsidenten og indenrigsministeren til Rigsdagen, for at orientere om den trufne beslutning. Kl. 16:25 tog udenrigsministeren afsted, for at underrette den tyske gesandt om afgørelsen. Kl. 17:30 blev ordren givet, om udlægning af minerne, og kl. 18:40 blev ordren givet til at indkalde resten af sikringsstyrken.

Kl. 20:00 indfandt den tyske gesandt sig i udenrigsministeriet, efter ordre fra Berlin, for at beklage, at tyskerne selv var begyndt at udlægge miner i dansk farvand.

Da den engelske gesandt fik besked om danskernes beslutning om, selv at minere farvandene, udtrykte han, at det var en fornuftig beslutning, der var blevet truffet.

I Storebælt blev der udlagt to rækker miner, en mellem Knudshoved, Sprogø og Halskov, 366 miner blev der brugt i denne nordlige spærring, som blev færdiggjort den 8. august.

Den sydlige spærring blev færdiggjort dagen efter. Denne spærring gik hen over Vengeancegrunden. Til den sydlige spærring blev der brugt 126 miner. Færgefarten kunne uden hindring sejle mellem spærringerne.

Den 13. og 14. august blev yderligere 30 miner udlagt i Agersøsund, samt 20 miner i Omøsund, dermed var passagen gennem bæltet lukket for større skibe.

Det danske løb i Lillebælt blev spærret mellem Bogø og Fyn, her blev der brugt 6 miner. I Øresund og Køge Bugt blev der udlagt 345 miner. Minerne blev lagt ud fra specialbyggede minepramme der blev slæbt af bugserbåde.

I løbet af krigen blev et stort antal skibe lodset igennem minespærringerne: 82314 skibe gennem Øresund. 32084 gennem Storebælt, og 7413 gennem Lillebælt.

Også de krigsførende lande havde udlagt miner. De danske miner var de såkaldte kabelminer, men dem de krigsførende magter udlagde var drivminer, der gjorde sejladsen livsfarlig. Rederierne frygtede for deres skibe, ladninger, og besætningsmedlemmernes liv.

I begyndelsen af august måned var skibsfarten næsten gået helt i stå, men kom i gang igen i løbet af måneden, efter at søfolkene havde sikret sig en livsforsikring på 4.000 kr. samt fået et krigstillæg på 70 kr. pr. måned. månedslønnen for en matros var 65 kr.

Et af de store spørgsmål var, om Tyskland og England ville lade den danske eksport af landbrugsprodukter fortsætte. Til tyskerne blev der sagt, at hvis tyskerne forhindrede den danske eksport til England, ville englænderne standse deres eksport af gødning og foderstoffer til Danmark. Som følge af dette ville den danske produktion falde så meget, at det ikke længere ville være muligt eksportere landbrugsprodukter til Tyskland.

Til englænderne blev der sagt, at hvis de forlangte, at den danske eksport til Tyskland skulle stoppe, ville tyskerne forsøge at forhindre den danske transport til af produkterne til England.

På denne måde opnåede Danmark en aftale med begge lande, og på denne måde opnåede Danmark nogle gunstigere handelsvilkår end andre lande.

Chance sejladserne over Nordsøen der efterhånden var spækket med miner, kunne ikke blive ved med at gå godt, og det første krigsforlis fandt sted den 21. august 1914